Concept Living afleverer to daginstitutioner i Grønland

Den midtjyske modulbygger Concept Living har netop afleveret to næsten identiske integrerede daginstitutioner med plads til i alt 200 børn i den kommende arktiske hovedstad, Nuuk. Byggeriet og de to daginstitutioner i Grønland er trods Corona og arktisk klima bygget på blot et år og har budt på alt lige fra fjeldsprængninger og bølgegang til kraftige snestorme.

Opført på rekordtid trods corona og hårdt klima

Grønlands hovedstad Nuuk er i øjeblikket ved at gennemgå en større byudvikling med en strategi om at blive “Arktis Hovedstad”. I den forbindelse er to næsten identiske, spejlvendte daginstitutioner med plads til i alt ca. 200 vuggestue- og børnehavebørn netop blevet afleveret af den midtjyske modulbygger Concept Living, som har været hovedentreprenør på projektet. Læs projektdata her.

Et spændende projekt

Det har været et utrolig spændende projekt, hvor vi har haft mange både forventelige og uventede udfordringer undervejs. Ingen kunne for eksempel have forudset Corona pandemien, som har krævet en masse ekstra arbejde for alle både i Danmark og Grønland, om bookinger og ibrugtagning af plan b og c. Men vi er heldigvis kommet godt igennem og har lært en masse undervejs“, lyder det fra direktør i Concept Living, Kjeld S. Facius, som fortsætter:

Normalt siger man, at det tager ca. tre år at opføre et byggeri som daginstitutioner i Grønland. På grund af byggemetoden med præfabrikerede moduler, som er ca. 80 procent færdigproducerede fra vores produktion i Engesvang, har vi dog formået at opføre hele to daginstitutioner på bare et år. Det har været en øjenåbner for bygherre, at det kan gøres så hurtigt på den måde.

Der har været op til 30 folk på opgaven

Concept Living begyndte efter klargøring af grundene at sætte modulerne op i uge 32 og har således i løbet af blot 18 uger opført hele to institutioner. I de mest travle perioder af projektet har der været op til 30 folk i alt, der har arbejdet samtidig, hvor de 20 har været fra ABC og Concept Living, mens de resterende 10 har været lokale entreprenører.

De to integrerede daginstitutioner består af i alt 40 moduler med et samlet areal på 2.200 kvadratmeter og rummer seks stuer, fællesrum, garderobe og puslerum. Derudover er udendørsarealer med skur og legeplads en del af totalentreprisen.

Fjeldsprængning, hård sejlads og arktisk klima

At bygge i Arktis er på mange måder meget anderledes end at bygge i Danmark. Det fortæller bygningsingeniør hos Concept Living, Tobias Wilms, der er specialiseret i arktiske egne:

“Det arktiske klima i Grønland er jo meget anderledes og hårdere end hjemme i Danmark, og det kræver, at man tager højde for det både før, under og efter byggeriet. Bygningen skal først og fremmest designes til at kunne modstå de store snemængder og hårde vinde, og vi har derfor eksempelvis taget højde for snefygning ved at placere indgangen fordelagtigt med en ekstra afskærmende væg. Og så har vi valgt en ekstra hårdfør vindspærre, der er egnet til klimaet,” fortæller han og fortsætter:

I Nuuk skal man som regel ned i frostfri dybde, som er to meter under jorden, og ved større byggerier som her er det nødvendigt at fundere direkte på fjeld. For at fæstne både selve bygningen, men også skure og hegn. I forbindelse med projektet har der derfor været kæmpe udgravninger helt ned i 5-6 meters dybe, og ved den ene institution var terrænet meget skråt og skulle udjævnes med sprængning af fjeld for at placere bygningen rigtigt.

Modulernes rejse til Grønland

Alle modulerne er blevet produceret på modulbyggerens egen fabrik i midtjyske Engesvang og sejlet fra Aalborg til Nuuk. Det er en hård sejlads med høj bølgegang, og det har ifølge Tobias Wilms derfor været særligt vigtigt, at modulerne blev pakket ordenligt hjemmefra. Han fortæller desuden, at snestorme har været en anden udfordring for projektet:

“Klimaet er en udfordring i forhold til transport og opstilling af moduler. Man lærer derfor at sikre alting grundigt i Arktis. I forbindelse med skibsfarten måtte vi eksempelvis pakke modulerne ekstra godt hjemmefra med kraftig plastic og stropper, så de kunne surres godt fast, og ved løsgods måtte meget pakkes som trækasser, ellers ville de ikke blive godtaget som gods. Og under selve byggeprocessen havde vi på et tidspunkt en kraftig snestorm med vindstød af orkanstyrke, som gjorde, at vi måtte sikre alt på pladsen. Store 40 fod-containere og skure kunne blæse rundt, og enkelte skure blæste 20-30 meter væk.

På grund af vejrforhold har det ikke været muligt at færdiggøre det sidste anlægsarbejde som montage af legeplads samt asfaltering, da asfaltværket blev lukket ned for vinteren. Dette blev færdiggjort, da sneen er forsvandt til foråret, og værket åbnede igen.

Læs mere om de nye daginstitutioner i Grønland i artiklen Byggetidende.dk.