Præfabrikeret ungdomsklub opført i Silkeborg på under tre måneder
I Silkeborg Kommune skal der opføres et helt nyt ungdomsklubhus ved Sølystskolen i den nordlige del af Silkeborg. Ungdomsklubben skal stå færdig i begyndelsen af 2020, hvilket stiller nogle helt specifikke krav til byggeprocessen. Blandt andet derfor har Silkeborg Kommune valgt Concept Living A/S by abc til at udføre hasteopgaven om at opføre denne præfabrikeret ungdomsklub.
Nyt præfabrikeret ungdomsklubhus i Silkeborg
Byggeriet af et helt nyt ungdomsklubhus i Silkeborg, Alderslyst Ungdomsklub, er netop sat i gang. Allerede i slutningen af januar skal det stå klart til, at en masse unge kan få glæde af de mange nye faciliteter. Til at udføre opgaven har bygherren, Silkeborg Kommune, valgt den midtjyske modulfabrikant Concept Living A/S by abc, som nu har under tre måneder til at bygge det nye ungdomsklubhus.
485 kvadratmeter stort hus
Produktionen af de intet mindre end 11 moduler til det 485 kvadratmeter store hus blev derfor igangsat i begyndelsen af oktober. Allerede i uge 51 er det planen, at modulerne skal være færdigproducerede og klar til at blive transporteret til byggepladsen. Her bruger Concept Living de sidste uger af byggefasen på at sammenbygge modulerne, så ungdomsklubben kan stå klar til brug i slutningen af januar.
Byggemetode med mange fordele
“Den præfabrikerede byggemetode har nogle helt klare fordele, når der er under tre måneder til, projektet skal stå klart. En af fordelene er, at vi kan spare værdifuld tid i byggefasen, da vi er i stand til at ordne nogle af byggeprocesserne sideløbende. Det gælder blandt andet produktionen af modulerne og klargøringen af byggegrunden, da modulerne ikke bliver produceret ude på byggepladsen, lyder det fra salgskonsulent hos Concept Living Simon Lahn Christensen, som fortsætter:
“I stedet bliver de fremstillet indendørs i vores produktionshaller, som har beliggenhed i Engesvang. Det sikrer – foruden den hurtige byggeproces – også, at vi blandt andet undgår uforudsete udfordringer under byggefasen som f.eks. fugt eller frost.
Plads til 50 unge mennesker
Omkring 50 unge mennesker og personale får glæde af dette nye præfabrikeret ungdomsklub, som blandt andet kommer til at rumme fire undervisningslokaler, et stort fællesrum med køkken på omkring 130 kvadratmeter og et 80 kvadratmeter stort multirum, hvor der er plads til poolbord, bordtennis, dart og sækkepuder. Derudover kommer ungdomsklubben også til at indeholde flere mindre rum såsom dansestudie, gaming-rum, krea-rum og rap-studie.
“Modulerne og rummene tilpasses et ungdommeligt og fleksibelt miljø, hvor de unge mennesker kan få lov til at udfolde sig. Derfor kommer ungdomsklubben blandt andet til at bestå af flere mindre lokaler med individuelle formål, men også store fællesrum, hvor folk har mulighed for at samles, lyder det fra Simon Lahn Chistensen.
Klik her for at se databladet med alle specifikationer for projektet.