Stor udvidelse af børnehus Ådalen i Kolding
Concept Living skal bygge en 600 m2 stor udvidelse i Almind ved Kolding
Modulproducenten i Engesvang har vundet Kolding Kommunes udbud om renovering af og stor tilbygning til Børnehuset Ådalen, afdeling Valhalla. Udvidelsen skal opføres som et permanent præfabrikeret modulbyggeri og give plads til 46 flere børnehave- og vuggestuepladser. Concept Living, som er totalentreprenør på projektet, er blandet andet valgt på grund af et meget lavt CO2-aftryk på den nye tilbygning.
Flere institutionspladser i Kolding
Det er med en forventning om ni procent flere 0-6-årige frem mod 2034 i Kolding Kommune, at projektet Valhalla er kommet i stand. Det nye modulbyggeri, som er sammensat af 17 moduler i forskellige udformninger, kommer til at fordoble størrelsen på Børnehuset Ådalen.
Fokus på lavt CO2-aftryk i hele byggeprocessen
Det er den lokale tegnestue mejeriet, som har sat stregerne og også er rådgiver for Kolding Kommune. Sammen med kommune har mejeriet sat et lavt CO2-aftryk øverst på ønskesedlen. Det har Concept Living i den grad kunnet imødekomme, idet projektet nu står til et CO2-aftryk, som ikke blot opfylder kriterierne i udbudsprocessen, men endda lever op til de forventede grænseværdier i 2029.
Træmoduler og skruefundamenter minimerer klimaaftrykket
En væsentlig årsag til at opnå en lav klimapåvirkning er, at modulbyggeriet er i træ. Men også skruefundamenter og færre bærende vægge er medårsag til de flotte tal til gavn for miljø og klima.
Arkitektonisk harmoni med den eksisterende bygning
Heller ikke på tilbygningens udtryksmæssige harmoni med den eksisterende bygning er der gået på kompromis. Bo Rattenborg Sørensen, partner i mejeriet, fortæller:
– Modulbyggeriet har heller ikke begrænset os, når det gælder tilbygningens arkitektoniske udtryk. Den nye afdeling af børnehuset nyfortolker den eksisterende bygnings fremskudte udhæng med limtræsbjælker, ligesom der kommer facadespring, som giver private zoner ved de enkelte grupperum. Facaden beklædes med varmebehandlet træ, der gavner CO2-budgettet og er hårdført.
Concept Living og mejeriet forventer, at tilbygningen afsluttes ultimo september 2025.







