Nybygning af faciliteter til Ballerup Psykiatrisk Center

Kontor til Ballerup Psykiatrisk Center

Modulbygget kontor til Psykiatrisk Center Ballerup er på vej. Dette vil give mere plads til medarbejderne. Behovet er opstået i forbindelse et forskningsprojekt i fedme der er planlagt til 2024. Produktionen startede ved årsskiftet, og lokalerne forventes klar i juni.

Concept Living er blevet valgt til at producere en permanent modulbygget kontorbygning. Bygningen er til Psykiatrisk Center Ballerup og vil være hjemsted for et forskningsprojekt i fedme.

Byggeprojektet er en del af “SammenHoldet”, et strategisk partnerskab. Partnerskabet dækker over flere bygge- og renoveringsopgaver i hovedstadsområdet over en længere periode, herunder den nye kontorbygning i Ballerup.

Byggeriet klar til sommer

“En omhyggelig proces har fundet sted omkring forprojekteringen, hvor der har været en tæt dialog med bygherren for at sikre, at det endelige byggeri opfylder deres ønsker. Kontorbygningen er på 280 kvadratmeter, men bygherren har udtrykt et ønske om muligheden for at tilføje en førstesal, hvis der i fremtiden opstår behov for flere kontorpladser. Derfor var det nødvendigt, at finde en løsning, der gjorde det muligt at tilføje en ekstra etage, uden at det blev for dyrt, og her viste modulbyggeriet sig at være det oplagte valg” siger Torben Rørmose Stadsholt, projektleder hos Concept Living.

At forberede modulerne til en ekstra etage var ikke en stor udfordring for Concept Living. Med mere end 20 års erfaring er de vant til at tilpasses deres moduler til fremtidige behov.

“Gennem velafprøvede metoder har vi opbygget et solidt referencekatalog med præfabrikeret modulbyggeri af både kontorlokaler og institutioner i hele landet. Det kræver derfor ikke mange justeringer at klargøre et byggeri til en ekstra etage i fremtiden eller endda at flytte byggeriet til en ny lokation,” siger Torben Rørmose Stadsholt og uddyber:

“Ved byggeriet af de nye lokaler i Ballerup har vi udnyttet al vores erfaring. Det er en af grundene til, at vi kan afslutte projektet i juni – kun fire måneder efter byggeriet begynder. En anden vigtig faktor er, at vi bygger modulerne i opvarmede haller, hvilket minimerer forstyrrelser fra det ustadige danske vejr.”

Foruden kontorlokalerne etablerer Concept Living også et parkeringsområde i forbindelse med bygningen.